Juleevangeliet - Lukas 2, 1-14

Jesu fødsel

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Her på sognets hjemmeside har jeg indsat et billede af kunstneren og humoristen Storm P. med titlen Juleaften 1944. Den tegning har jeg faktisk haft med i en jule­dags­prædiken før; men jeg synes den også – og måske navn­lig – i år kan være med til at formidle julens glædelige bud­skab til os. Kan hjælpe os til at forstå og tage til os, at når julestemningen og -højtideligheden kan nå selv tegningens ensomme vagabond – han som med kun sin hund som selskab hilser stjernen over træet på ærbødig vis – så kan den også ramme og favne os.

Også selvom det i år måske er os der savner og sukker: - efter at være sammen med de kære, som vi på grund af smitterisiko og restriktioner er afskåret fra at være nær ved; efter lysere og bedre tider for os selv og alle andre; efter igen at kunne sæn­ke skuldrene, løfte hovedet og ikke gå forstemte og ængsteli­ge rundt på gader og i butikker; efter dog atter at måtte synge med på salmerne her i kirken og frit kunne modtage nadver­ens brød og vin – også for os er det, som for Stom P.s vaga­bond, jul igen. Ja – trods alt hvad der truer og kuer og knuger os i denne tid – så kan vi  dog atter fejre og glæde os over, at Gud selv er kommet til vores jord, i og med det nyfødte drengebarn i krybben.

I dag vil vi måske kalde Storrm P.s stodder på billedet for ”en hjemløs” – det samme kan vi faktisk sige om Maria og Josef i juleevangeliet.

For selvom de nok havde en bolig hjemme i Nazareth, så er de i hvert fald langt hjemmefra – ja, de ved knap hvad de skal gøre af sig selv og den lille nyfødte, som presser på for at komme til verden. I Johannes Møllehaves sangtekst om ”Lille Messias” – som jo navnlig er blevet kendt gennem Anne Lin­ nets indspilning fra 1989, der stadig ofte høres– der siger digteren ligefrem, at det er glæden der er blevet hjemløs i verden. Men – tilføjer han så i samme vers - Men stalden og krybben / er tegn som skal si' os. / Maria fandt plads / da hun fødte Messia

Det lille nyfødte barn i krybben er julens og glædens tegn – uanset hvor tungt og besværligt det hele så ud for det unge par, så fandt de plads. Plads til at Gud selv kunne komme til verden – til at budskabet om fred til mennesker kunne lyde fra Himlen selv; sådan som det har lydt og stadig lyder lige siden.

På Storm P.s billede står vagabonden og hans hund ude i na­turen. Jordoverfladen krummer sig, som om det er en bakke – men mon ikke kunstneren bevidst har skildret det sådan for at give os det indtryk at det er selve den runde jordklode? Med lidt god vilje kan disse to skikkelser godt minde os om en hyrde og et af de dyr han vogter – og altså få os til at tænke på mar­ken ved Betle­hem julenat. Så meget mere som der øverst i billedet er en stor gul og lysende klar, syvtakket stjerne. Det er naturligvis stjer­nen, som stod og lyste over stalden, da Jesus blev født – den Jakobs stjerne vi i den første salme indledte med at synge om blev til en sol.

Jeg synes faktisk at det lille billede bedre end så mange ord viser os noget af det som julen virkelig handler om: nemlig et enestående møde mellem himmel og jord. Vagabonden – eller den hjemløse mand - er det jordiske men­neske med begge ben plantet solidt på jorden, en af os; og han står netop og ser op mod det himmelske, mod stjernen. Ja, han tager endda sin hat af for den og hilser ærbødigt op imod den, som ville han sige til Gud selv, der sender - ikke bare stjernens lys, men sin egen søn til jorden: Velkommen – og tak fordi du kom.

Som for at under­strege julens underfulde forbindelse mellem himmel og jord – mødet mellem Gud og menneske, da Jesus blev født – har Storm P. malet et grantræ, der danner en lod­ret akse, en linje, fra himmel til jord. Den lysende stjerne på himlen står ret over dette træ - ligesom de stjerner vi selv sætter på juletræet for at mindes Betlehemsstjernen. Og træet selv bliver en forbindelsesvej, der på en gang har sin top i himmelen, hos Gud – og samtidig står rodfæstet her på jorden.

På den måde illustrerer det lille billede faktisk en juleguds­tjeneste. En friluftsgudstjeneste er det jo så -  ligesom den første juleaften i Betlehem også foregik i det fri, under Guds åbne himmel. Englenes sang for hyrderne julenat var i sig selv en friluftsgudstjeneste, måske den første af slagsen.

Også det minder bille­det os om – og bliver på den måde bli­ver en hel lille jule­prædiken i sig selv, med sit enkle udtryk og letforståelige billedsprog.

Det er helt nede på jorden – jord­nært, som vi siger og godt kan lide det her i Danmark: Ved jorden at blive det tjener os bedst.

Til jul er det Gud selv der bliver jordnær, når Jesus bliver født. Han kommer helt ned til os. for at blive ved jorden og derved tjene os bedst: blive en af os, blive hos os, blive sammen med os lige til det sidste.

For det er jo hvad Jesus gør, når han lever sit liv for og blandt mennesker – og når han ender dette liv ved at dø på et kors, af kærlighed til os. En kærlighed, der er så stærk at hel­ler ikke døden bliver det sidste; men afløses og modsiges af opstandelse og himmelfart. Guds kærligheds gave til os men­nesker er hele pakken af Jesu fødsel, liv, død og opstandelse – men den begynder til jul: i mødet mellem himmel og jord.

I en af de salmer, som vi skulle have sunget her i kirken, står der om hvordan det kimer for Jesus, den høje gæst, som steg til lave hytter ned, med nytårsgaver: fryd og fred. Der er nok her i verden, som trapper op - som forsøger at gøre sig store og stærke, ved hjælp af våben og penge og magt og en masse menneskeværk. Men stik imod al den op­trap­ning der er i verden, så fortæller jul­ens budskab os, at Gud trapper ned. Den høje gæst stiger ned og bliver babyen Jesus – him­melstigen har retning fra Himmel til jord.

Det kan kolde hjerter ej forstå; men hvis vi bliver som vaga­bonden på Storm P.s billede, så kan vi åbne os for det: jordnære, åbne, undrende, uden fordomme eller forbehold – som dem der blot kan tage imod og sige tak til. Eller vi må blive som børn – ikke ved at te os barnagtigt eller lave om på os selv, men simpelthen ved blot at tage imod det vi hører og det vi ser, også her i denne jul.

Julen er børnenes fest, siges det – og det er faktisk en sand­hed, der ligger meget i. Ikke bare fordi hovedpersonen i jule­fortællingen er Guds søn som et lille spædbarn; eller ved at vi voksne i særlig grad for­kæler børn­ene med store jule­gaver og på den måde kan spejle os selv i deres glæde. Julen er børne­nes fest, fordi Gud selv stiger ned til jorden jule­nat. På en meget jordnær måde - ved en men­neskefødsel og i og med barnet Jesus – fordi viser Gud os derved, at vi alle er Guds børn. Også det henvises der til i mange af vore julesalmer – bl.a. i den måske mest kendte og elskede af dem alle, ”Et barn er født i Betlehem”: Guds kære børn vi blev på ny!

At vi på ny blev Guds kære børn - at Jesus er vor bror og vi hans søskende – og at vi kan tage imod dette budskab med barnlig, uforbeholden glæde, det er den egentlige, dybe grund til at julen med rette kan kaldes børne­nes fest. For de fleste børn – og for rigtig mange voksne også – der hører maturlig­vis også juletræet med. Sådan som også vi her i sognet har juletræer med lys i, både inde og ude i år.

Som Storm P. fremstiller det på salmearkets billede er det netop jule­træet, der bærer bud om at Guds verden i julen forenes med menneskers verden; ja træet bringer Paradisets have helt ned på jorden og ind i vort hjem, vort liv.

I endnu en julesalme hedder det med henvisning netop til jule­træet, at grenen fra livets træ står skønt, med lys som fugle på kviste: Det træ, som Adam og Eva spiste af og leve­de af, mens de var i Edens have – det er nu atter tilgæn­geligt for os, det giver os liv og glæde. Da de første menne­sker blev smidt ud af Paradiset – fordi de havde spist af det forkerte træ, nem­lig Kundskabens Træ - ja da blev adgangen til livets træ spærret af og menneskelivet blev et liv til døden. Men nu – ved Jesu fødsel, ved hans liv, død og opstandelse for vores skyld – da åbnes Guds lukkede Himmel igen for os: Den have, Guds engle flyve i, vil Jesus for os oplukke.

Ifølge gamle kristne legender, så er det netop af grene fra livets træ, den krybbe blev lavet, som den nyfødte Jesus blev lagt i. Det er også fra livets træ, den bjælke stammer, som Jesus hang på, da han blev korsfæstet. På gamle billeder ser man det illustreret ved, at den kors­fæst­ede Jesus rent faktisk hænger på et træ – et træ med blade og blomster og med fugle flyvende rundt mellem grenene. Korsets træ er virkelig livets træ – gennem Jesu liv og død for os og hans opstandelse påskedag, åbnes Paradiset på ny.

Som der står i den adventssalme, mange af os sikkert har sun­get her i december: Påske­morgen, da Jesus opstod, livstræet fæsted i graven rod.

Men det hele begynder her i julen: Og selve juletræet – både det på Storm P.tegningen, træet her i kirken og vort eget jule-træ derhjemme – juletræet med stjernen øverst oppe minder os om livets træ i Edens have. Om Guds Paradis, som bliver åbnet for os, når Gud trapper ned og fra sin Himmel kommer til vor jord:

Dans, lille barn, på moders skød! / En dejlig dag er oprunden: / I dag blev for kære frelser fød / Og paradisvejen funden.

Glædelig jul – og

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. AMEN